Fuld bedøvelse til børn

Vejledning til forældre med børn der skal opereres i fuld bedøvelse

Se gerne film om at skulle i fuld bedøvelse

Dette betyder at dit barn:

  • skal være fastende fra mindst 6 timer før mødetidspunktet (ingen mad, mælk/modermælks-erstatning, slik, tyggegummi eller tandbørstning.

  • gerne må drikke 1 glas vand senest 2 timer før mødetidspunktet

  • 2 timer før mødetidspunktet skal have smertestillende, enten paracetamol stikpille eller flydende Panodil (fx Panodil junior) efter barnets vægt. Ved operation med reduktion af mandler skal der også gives flydende Bonyl efter vægt (lavet på recept)

  • skal have tisset af inden operationen

OBS! Såfremt fastereglerne ikke er nøje overholdt vil operationen blive aflyst.

På operationsstuen skal barnet op og ligge på lejet og der skal være en voksen ledsager med. Narkoselægen giver narkosemiddel på maske over barnets mund og næse. I starten af narkosen vil barnet få ufrivillige muskeltrækninger det første minut, hvilket er normalt og kan hverken mærkes eller huskes af barnet. Ledsageren vises ud i venteværelset så snart barnet sover og mens operationen udføres. Når barnet skal til at vågne op, hentes ledsageren ind i opvågningsrummet.

Under opvågningen kan der komme en kort periode med uro og gråd. Barnet er stadig under påvirkning af narkosen og husker intet bagefter. Sjældent kan barnet blive overraskende aktivt. Det kan vare op til et par timer.

Efter operationen kan barnet være forkvalmet og kaste op. Barnet er i øvrigt også oftest slapt og træt. Det er derfor praktisk, at der er to voksne personer til stede på hjemvejen.

Mange børn med øre-næse-halssygdomme er ofte forkølede. Kom under alle omstændigheder og få barnet vurderet. Det er kun meget sjældent nødvendigt at aflyse en operation på grund af anden sygdom.

Operation med anlæggelse af dræn i trommehinden

Se gerne film om bedøvelse og dræn i trommehinden.

Hvorfor er det nødvendigt med dræn i trommehinden?

Formålet med anlæggelse af dræn i trommehinden er at skabe afløb fra mellemøret. Mellemøre problemer kan være vedvarende væske i mellemøret, hyppige mellemørebetændelser eller manglende sprogudvikling pga. dårlig hørelse.

Indgrebet

Det er et lille indgreb, men barnet skal være fastende og operationen foregår i fuld bedøvelse (vi henviser til vejledning vedr. fuld narkose). Indgrebet foretages gennem øregangen og der isættes et lille dræn som ventilationskanal fra øregangen til mellemøret.

Efter operationen

Resten af dagen bør barnet blive hjemme fra daginstitutionen. Lad barnet sove hvis det har lyst/behov for det, men hold opsyn med barnet de første 6 timer efter operationen. Hvis du/I mærker at jeres barn har ondt, må I gerne give smertestillende i form af Panodil efter vægt (som flydende eller stikpille).

I de første dage efter operationen kan det flyde fra øret. Hvis øret flyder mere end 3 dage skal I kontakte klinikken på telefon da det måske er nødvendigt med øredråber på recept. Drænet falder som regel ud af sig selv, i gennemsnit efter ca 6-12 måneder. Sjældent efterlader det et blivende hul i trommehinden, som senere må lappes.

Kontrol

Der planlægges kontrol efter indgrebet, hvor drænets placering og funktion vurderes. Barnet kontrolleres herefter løbende, så længe drænene fortsat er i trommehinden.

Børn med dræn må gå i bad som vanligt. Man må også gerne gå i svømmehallen, men det anbefales at man undgår at dykke.

Operation med fjernelse af polypper

Polypper i næsesvælget kan give problemer med nedsat luftpassage gennem næsen, snorken og væske i mellemøret.

Indgrebet

Barnet skal være fastende, og operationen foregår i fuld bedøvelse (vi henviser til vejledning vedr. fuld narkose).

Indgrebet foretages gennem munden og tager ca. 20 minutter.

Efter operationen

Inden i forlader klinikken, kontrolleres mund og næse for blødning.

Blødning er en sjælden, men kendt komplikation. Hvis der opstår kraftig blødning, skal det tages meget alvorligt. Vi anbefaler derfor, at barnet i det første døgn efter operationen sover i samme rum som en forælder.

I tilfælde af kraftig frisk blødning fra næse eller mund skal I med det samme ringe 112.

Det er normalt, at der er let blodtilblandet sekret fra næsen det første døgn efter operationen.

Det anbefales at spise kølig og blød kost det første døgn efter operationen. Is er rigtig godt, da det er smertelindrende og trækker blodkarrerne sammen.

Barnet skal passes hjemme af en voksen på selve operationsdagen samt dagen efter.

Smertestillende

Det er normalt at have lette smerter i halsen og på tungen efter operationen.

Der kan komme lidt feber til omkring det 38.5° det første døgn.

Vi anbefaler, at I giver barnet Panodil efter vægt, såfremt I har indtryk af smerter hos barnet.

Som regel aftager smerterne i løbet af det første døgn.

Kontrol

Der planlægges kontrol efter indgrebet.

Operation med reduktion af mandlerne

Forstørrede mandler hos børn, kan medføre spisebesvær, vejrtrækningsproblemer, snorken og pauser i vejrtrækningen under søvn.

Indgrebet

Barnet skal være fastende, og operationen foregår i fuld bedøvelse (vi henviser til vejledning vedr. fuld narkose). Indgrebet foretages gennem munden og tager ca. 30 minutter. Når barnet sover, anlægges nogle gange et lille venflon (plastikrør) i håndryggen, så der evt. kan gives væske eller medicin her.

Efter operationen

Inden i forlader klinikken, kontrolleres mund og næse for blødning, og hvis der er anlagt venflon fjernes dette fra håndryggen.

Blødning er en sjælden, men kendt komplikation. Hvis der opstår kraftig blødning, skal det tages meget alvorligt. Barnet skal derfor i det første døgn efter operationen sove i samme rum som en forælder.

I tilfælde af kraftig frisk blødning fra næse eller mund skal I med det samme ringe 112.

Efter operationen må barnet spise kølig og blød kost. Is er rigtig godt, da det er smertelindrende og trækker blodkarrerne sammen. Dagen efter må barnet spise hvad det har lyst til.

Barnet skal passes hjemme af en voksen i én uge efter operationen, hvor barnet skal holde sig i ro derhjemme. Desuden skal barnet ikke deltage i idræt, svømning eller anden hård aktivitet i 14 dage efter operationen.

Smertestillende

Det er normalt at have smerter i halsen og på tungen efter operationen.

Der kan komme lidt feber til omkring det 38.5° det første døgn.

1.-3. døgn:
Panodil 4 gange dagligt efter vægt samt Bonyl 2 gange dagligt efter vægt (kan gives sammen med Panodil).

Efter 3. døgn:
Panodil efter behov, højest 4 gange dagligt. Bonyl efter behov, højst 2 gange dagligt.

Kontrol

Der planlægges kontrol efter indgrebet.

Operation med reduktion af mandlerne og fjernelse af polypper

Forstørrede mandler hos børn, kan medføre spisebesvær, vejrtrækningsproblemer, snorken og pauser i vejrtrækningen under søvn.

Polypper i næsesvælget kan give problemer med nedsat luftpassage gennem næsen, snorken og væske i mellemøret.

Indgrebet

Barnet skal være fastende, og operationen foregår i fuld bedøvelse (vi henviser til vejledning vedr. fuld narkose). Indgrebet foretages gennem munden og tager ca. 30 minutter. Når barnet sover, anlægges nogle gange et lille venflon (plastikrør) i håndryggen, så der evt. kan gives væske eller medicin her.

Efter operationen

Inden i forlader klinikken, kontrolleres mund og næse for blødning, og hvis der er anlagt venflon fjernes fra dette fra håndryggen.

Blødning er en sjælden, men kendt komplikation. Hvis der opstår kraftig blødning, skal det tages meget alvorligt. Barnet skal derfor i det første døgn efter operationen sove i samme rum som en forælder.

I tilfælde af kraftig frisk blødning fra næse eller mund skal I med det samme ringe 112.

Det er normalt, at der er let blod-tilblandet sekret fra næsen det første døgn efter operationen.

Efter operationen må barnet spise kølig og blød kost det første døgn. Is er rigtig godt, da det er smertelindrende og trækker blodkarrerne sammen Dagen efter må barnet spise hvad det har lyst til.